De italienske mafia-organisationer kaldes ofte for "familier", idet gruppernes historiske kerne har været en familie, klan eller lokalsamfund. Et historisk kendetegn ved organisationerne har været, at relationerne blev cementeret med et system af arrangerede ægteskaber og pseudoslægtskaber (fx "gudfædre") for at understøtte de stærke loyalitetsbånd.
Historisk har den italienske mafia og de enkelte mafiaaktører (italiensk mafioso, i flertal mafiosi) udnyttet en kulturelt betinget mentalitet og bestemte samfundsstrukturer, der har været karakteristiske for særligt det sydlige Italien.
Mafiosoens magt var historisk bygget op omkring kontrol med et nærmiljø, hvor den rette mentalitet og samfundsstruktur var til stede, samt villigheden til at anvende vold og magt i forbindelse med udøvelsen af kontrol. Herved opnåede mafiosoen i konkurrence med staten en rolle som en såkaldt patron eller 'beskytter' af den umiddelbare omverden.
Mafiosoerne optrådte som følge heraf historisk som dem, der kunne hjælpe folk med at løse de problemer, som staten ikke kunne løse for dem, fx ved at bilægge stridigheder, ved at skaffe arbejde eller ved at yde beskyttelse mod tyveri og hærværk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.