Anmeldelse

Le Cercle Rouge (1970)

Kultur

John Woo, Quentin Tarantino og Jim Jarmusch er blandt de vidt forskellige instruktører, som har fundet inspiration i Jean-Pierre Melvilles stilfulde gangsterfilm. I en kort introduktion i Criterion Collections overdådige dvd-udgivelse af Melvilles Le Cercle Rouge i nyrestaureret udgave hylder Woo filmen som en klassiker i gangstergenren på grund af dens romantiske skildring af broderskab og æresbegreber, loyalitet og venskab. Melvilles film svælger i ensomme mænd, som indhentes af deres skæbne. I Le Cercle Rouge er der hele tre af slagsen med Alain Delon, Yves Montand og Gian Maria Volonté som bagmænd for et subtilt juvelkup i Paris - med politikommisær Matteo (Bourvil) i hælene. Interessante kvinderoller skal man lede længe efter i Melvilles maskuline universer, som hylder den kriminelle professionalisme i stemningsosende natklubber og billardhaller, hvor øjet forføres af fotografen Henri Decaës Eastman Color-billeder. Nyd originalen med det lange, stort set ordløse juvelkup på Place Vendöme, inden Hong Kong-instruktøren Johnnie To præsenterer sin planlagte genindspilning med Orlando Bloom i Alain Delons rolle.

Le Cercle Rouge (Den røde cirkel). Instruktion og manuskript: Jean-Pierre Melville. Fransk. Udgivet af Criterion Collection.